Tag med AXIS til Peru


Som praktikant i AXIS kan du være med til at mindske uligheden i verden!

Du kan rejse til Peru og blive engelskunderviser enten som et led i din læreruddannelse eller som frivillig. På en sprogskole i bydelen Villa El Salvador i udkanten af Lima har danske ildsjæle, sammen med lokale lærere, siden 1999 undervist områdets unge og voksne i engelsk. Engelskundervisning kan være en vej ud af fattigdom for eleverne, og derfor kan dit praktikforløb hos os være med til at gøre en stor forskel for den enkelte. Sprogskolen tilbyder også skræddersyede spanskkurser for de danske frivillige.

Fra 2024 sender vi også lærerstuderende til læreruniversitetet i den peruanske by Huanta, hvor de studerende tilbydes intensive engelskkurser.

Hvad kræver det?

Vi forventer, at du er minimum 20 år, engageret og klar på at indgå i en ny kulturel kontekst. Du må gerne have relevant faglig erhvervserfaring, men det er ikke et krav. Vi forventer, at du vil være dig dit ansvar bevidst og handle i respekt overfor AXIS, AXIS’ samarbejdspartner og den kultur, du kommer til at indgå i.

Spanskkundskaber er ikke et krav.

Send en ansøgning og dit CV, så kan det være, at vi tager dig ind til en samtale og et forberedelsesforløb. Under forløbet udarbejder du en undervisningsplan, som også er en form for arbejdskontrakt. Du kan få hjælp til at lave denne af praktikkoordinatoren i AXIS. Undervisningsplanen skal godkendes af praktikkoordinatoren og vores lokale partner i Lima, CEPROMUP, en måned inden praktikperioden starter.

Hvad koster det?


Du står selv for udgifterne, inklusive rejseomkostninger, forsikringer, vaccinationer og visum. Du vil modtage vejledning inden, under og efter rejsen. Kost og logi hos en familie koster cirka 120 kroner om dagen. Hvis du gerne vil tage et intensivt spanskkursus i forbindelse med rejsen, koster det cirka 2000 kroner.