Lærerstrejke i Peru blev startskud


I 1978 var lærerstrejkerne i Peru på sit højeste. En gruppe danske lærere kom tæt på kollegernes kamp.


I 1978 tog en gruppe nyuddannede lærere til Sydamerika. Planen var, at de i seks måneder skulle rejse rundt på kontinentet, men de kom ikke så langt. For på dette tidspunkt kæmpede lærerne i Peru for bedre arbejdsforhold og anerkendelsen af deres fagforening. De demonstrerede i gaderne side om side med befolkning, mod landets militærdiktatur. Peru var det første land, de unge danskere skulle besøge. Det var i solidaritet med kollegerne i Lima, at de blev i Peru det meste af det halve år.

Sanne Müller var en af dem. Hun fortæller, at de havde læst om situationen og gerne ville skrive en artikel hjem til Danmark:

“Vi havde læst i fagbladet Folkeskolen, at lærerne strejkede, så vi besøgte kontoret, hvor deres fagforening, SUTEP, holdt til.”

Her mødte de Julio Mendoza, som sad i fagforeningens ledelse. Han gav danskerne kontaktinformationer på kolleger i hele landet, som de kunne besøge. På den måde kom Sanne og de andre helt tæt på den kamp, der blev udkæmpet mellem det peruanske folk og styret. Det blev en tur gennem en forfærdelig periode for landets lærere, fortæller Sanne:

“Der var tanks i gaderne og snigskytter på tagene. Mange af dem, vi lærte at kende, blev fængslet.”

Da de kom hjem til Danmark, dannede man i solidaritet med kollegerne, Perugruppen. Gruppens primære virke var at samle penge ind til fagforeningsarbejdet og til de fængslede lærere og deres familier.

“Julio Mendozas kone besøgte os her i Danmark for nogle år siden. Hun huskede stadig pengene, vi sendte, mens hendes mand sad i fængsel, og hun fortalte, hvor meget de havde betydet.”

Perugruppen tog også initiativ til lærerudveksling mellem Danmark, Norge og Holland og Chile, Bolvia og Peru. Sammen med partneren CEPROMUP implementerede gruppen et udviklingscenter i slumkvarteret Villa de Salvador, som idag uddanner flere end 250 elever i engelsk om året.

Arbejdet med at styrke marginaliserede gennem bedre uddannelse blev startskuddet til dannelsen af AXIS 15 år senere. Sanne Müller sidder i dag i bestyrelsen i AXIS.


Læs også: Kvinderne fra Villa de Salvador

3.000 kvinder fra slumkvarteret Villa el Salvador har fået en uddannelse.