Tørnæs og regeringen bakker op om kvinders sundhed og rettigheder

Posted i Nyheder | 0

Ulla Tørnæs blev udviklingsminister for anden gang ved ministerrokaden i november i 2016. Sidst hun var udviklingsminister (2005-2010) viste hun hele verden at Danmark sætter kvinders rettigheder højt og derfor er forventningerne til hende store.

Disse forventninger bliver måske indfriet nu, da Tørnæs samler en europæisk alliance for kvinders rettigheder. Alliancen omfatter 8 europæiske lande som kæmper for kvinders sundhed og rettigheder og er en reaktion mod Donald Trumps abort-nedslag. Trump vil forhindre at internationale organisationer kan få økonomisk støtte fra USA, hvis organisationerne støtter eller oplyser om familieplanlægning, prævention og abort (kendt som Global Gag Rule). Alliancen mellem de 8 lande har derfor sendt et brev til EU’s udenrigschef og udviklingskommissær, hhv. Frederica Mogherini og Neven Mimica, hvori de gør opmærksom på den bekymrende politik ført af Donald Trump. Sammen med brevet, har alliancen givet et bidrag på 75 millioner kr. til de organisationer som forventes at blive særlig ramt af forbuddet.

Ulla Tørnæs:

”Det er vigtigt, at de organisationer, der arbejder med familieplanlægning og seksuelle og reproduktive rettigheder, ikke bliver nødt til at lukke indsatser ned”.

“Danmark kan ikke løfte hele opgaven alene. Men jeg har fundet 75 millioner og sammen med de øvrige ligesindede europæiske lande opfordret EU-kommissionen til at gøre det samme”.
Vi er spændte på hvad denne alliance vil have af indflydelse og om Tørnæs formår at gøre noget konkret for kvinders sundhed og rettigheder.