Rejseoplevelser fra Peru

Posted i Uncategorized | 0

På denne side finder du vores koordinatorers rejseoplevelser fra de forskellige projektbesøg i Peru

Anne Sofies besøg i Ayacucho, Peru

Ayacuchos bjerge ligger badet i et mildt, blåligt skumringslys, da jeg søndag hen på eftermiddagen ankommer til lufthavnen i Huamanga. Forude venter et to ugers projektbesøg, hvor jeg sammen med projektteamet hos vores samarbejdspartner Tarea skal gennemgå vores fælles projekt, der har til formål at styrke unge menneskers aktive medborgerskab i regionen. En 3½ år lang projektfase skal afsluttes og evalueres, og der skal lægges planer for, hvor vi vil hen med projektet fremover.
I lufthavnen bliver jeg hentet af to af projektets medarbejdere, Cynthia og Yesenia, med blomster og et stort velkommen-skilt. Den varme velkomst gentager sig dagen efter på Tareas kontor, hvor alle ca. 25 medarbejdere tager imod mig med morgenmad med diverse lokale specialiteter, og alle præsenterer sig og fortæller, hvad de laver i Tarea. Der er en kærlig og interesseret stemning, og det føles som at være landet midt i en stor familie, hvor alle passer på hinanden. Senere siver de fleste af medarbejderne ind på deres kontorer, og kun vores eget lille projektteam sidder tilbage, klar til at gå i gang med arbejdet.
I løbet af de næste to uger når vi at endevende projektet fra mange forskellige kanter. Vores 3½-årige projektfase er generelt gået godt. AARLE, som er en paraplyorganisation for elevråd, er vokset fra to til syv filialer og står langt stærkere organisatorisk end før projektet startede. AARLE er blevet en anerkendt stemme for de unge i regionen, de mødes jævnligt med de lokale og regionale myndigheder, og de formår at identificere og italesætte relevante problemstillinger som for eksempel vold og mobning på skolerne, de mange teenagegraviditeter i regionen, og det faktum, at mange elever ikke har adgang til ordentlig mad i løbet af de lange skoledage. Samtidig med, at AARLE er blevet styrket organisatorisk, er der blevet udviklet et undervisningsmateriale til at undervise i interkulturelt medborgerskab på en demokratisk og inkluderende måde. Materialet er især tiltænkt undervisningen i klassens time, og både elever, lærere, de regionale uddannelsesmyndigheder og eksterne fagfolk er blevet inddraget i udviklingen og valideringen af materialet.
Det er en fantastisk fornemmelse at samle op på 3½ års arbejde og kunne se, hvor meget der er sket, siden vi i sin tid gik i gang. Det er ikke, fordi der ikke har været problemer undervejs: På et tidspunkt var undervisningsmaterialet et helt år forsinket, fordi det viste sig sværere at udarbejde, end vi havde forventet. Og dannelsen af nogle af AARLE-filialerne trak ud, blandt andet fordi vejene i flere provinser blev ødelagt af oversvømmelser, takket være el niño. Men nu, ved vejs ende, er forsinkelserne indhentet, og vi er tilfredse med de resultater, vi kan se.
Det kan føles paradoksalt at lave udviklingsarbejde i Peru, som er så rigt på både natur, kultur og historie. På næsten hvert et gadehjørne i Huamanga sælges tropiske frugter af en kvalitet, som det er svært at finde hjemme i Danmark (en dejlig konsekvens af, at junglen kun er fem timers kørsel væk), og byens centrale plads står blomstrende og velholdt og omkranset af de mest charmerende koloniale bygninger, man kan forestille sig. Men bag de postkortsmukke landskaber, de velholdte pladser og de bugnende frugtboder findes fattigdom, strukturel ulighed, diskrimination af indfødte folk og et svagt civilsamfund.
Senere, da projektbesøget er afsluttet og jeg rejser rundt på egen hånd, taler jeg med en bjergguide i Huaraz. Han har netop startet sit eget firma op og fortæller, hvor svært det har været at gennemføre på grund af et tungt bureaukratisk system, fagligt svage embedsmænd og forventning om bestikkelse. ”Men folk her i Peru er ligeglade. De ved ikke, hvordan de skal protestere for at få lavet om på tingene. Og politikerne tænker kun på at bruge deres indflydelse til selv at blive rigere”, siger han. Jeg nikker samtykkende, tager en slurk af min pisco sour og sender et mentalt high-five til projektet i Ayacucho, hvor et par hundreder unge mennesker er i fuld gang med at udgøre et helt anderledes stærkt og aktivt civilsamfund.

IMG_1442 IMG_1470 IMG_1496 IMG_1501

Lottes besøg i Iquitos, Peru

PÅ PROJEKTBESØG I DEN PERUANSKE JUNGLE
Troperegnen har trommet ned på bliktaget hele natten og ved et kig ud af vinduet, ser det ikke ud til at holde op foreløbig. Men en aftale er en aftale, så klokken 6, endnu før det er blevet lyst, står vi iklædt regnfrakker og sandaler og venter på, at fællestaxaen bliver fyldt op, så vi kan komme afsted. Afsted ad den 100 km lange vej, der som den eneste asfalterede vej, går gennem Amazon-junglens frodige landskaber. Morgendisen er endnu ikke lettet, en stille røg stiger op fra ildstederne i de små træskure langs vejen, børn går i skovkanten med træ på ryggen, og hønsene flygter skrækslagne væk fra vejbanen. Papegøjerne skræpper i flok inde blandt kongepalmer og mangotræer, og højt oppe over balsatræerne flyver de ensomme ådselgribbe på jagt efter dagens første måltid.
Efter flere timers lettere hasarderet kørsel når vi frem til Nauta. Knudepunktet hvor al færdsel i bil stopper, og hvor al videre transport foregår i store både ned ad Marañon floden mod Ecuador eller op ad Amazonas mod Brasilien.
Her i Nauta er det lykkes for os fra Formabiap og Axis at få en aftale i stand med den nyudnævnte undervisningsdirektør, som har kontor i lærernes hus. Vi kommer ind i en toetagers bygning, luften er tung af fugt, og alt for mange mennesker har siddet på trapper og i vindueskarme og ventet siden i morges. Det er lærere, der venter på at få en kontrakt for det kommende skoleår.  Med lidt forsinkelse bliver det vores tur. Vi fremfører vores ærinde, præsenterer vores projekt om relevant tosproget, interkulturel undervisning for eleverne i junglelandsbyerne. Direktøren lytter intenst, det viser sig, han kender projektet og har kun hørt godt om projektets resultater. Vi spørger, om det er muligt at kompensere for det gældende rotationsprincip, som medfører at lærere bliver ansat ét år af gangen på samme skole for til næste skoleår at blive anvist en hel anden skole. Det er i vores optik ødelæggende for al kontinuitet i det pædagogiske samarbejde og vanskeliggør i den grad indarbejdelse af nye mere aktiverende undervisningsmetoder. Direktøren gør rede for baggrunden for dette princip og understreger vigtigheden af, at alle skoler i hele Loreto-regionen har lige betingelser for uddannelse, og lærerne roterer derfor også for at fordele både de gode og de mindre gode lærerkræfter. Direktøren kunne forstå, at vores projekt ville nyde godt af et mere stabilt lærerteam, så efter nøjere overvejelse, stiller direktøren os i udsigt, at vores projektskoler kan regne med en ansættelsesperiode på 3 år i det mindste for én uddannet tosproget lærer. Direktøren tager lige en snak med personaleschefen, som tjekker sin liste over læreransættelser, rykker om på et par navne, og så skulle projektet været sikret fast arbejdskraft de næste 3 år. Mødet slutter, de mange ventende uden for skal også til, og vi drager der fra med en følelse af, at vi har udrettet noget vigtigt for vores projekt. Kan det mon virkelig passe, at et enkelt møde kan fjerne én af de største hindringer for vores projektmål? Hvor længe vil denne undervisningsdirektør mon blive siddende på sin post, og hvilke forandringer vil den nye regering efter valget i april mon medføre? Det er spørgsmål, vi drøfter på vej hjem til Iquitos i fællestaxaen.  Solen står højt nu, den brænder, og der dufter som i Botanisk Have efter vanding.

Julies besøg på Cepromup i Lima, Peru

Hvordan står det egentlig til med Cepromup i Villa El Salvador?

Af: Julie Toftgaard Jensen Lærer og kandidatstuderende på “Pædagogisk antropologi og globalisering”

Sanseindtryk fra felten

En rejsebeskrivelse slår tonen an ved hjælp af sanseindtryk; lyde, lugte, billeder – så læseren nemt kan sætte sig ind i det pågældende miljø. Derfor kunne jeg med fordel vælge at beskrive trafikken i Villa El Salvador, Lima, Peru. Lydene fra horn og motorer, samt den voldsomme os fra de mange busser, biler og moto-taxier, som tuk-tuk’er hedder her, der i et stort kaos – set med mine danske øjne – drøner rundt i Villa El Salvador. Jeg kunne også vælge at beskrive lugtene fra affaldet, der ligger i gaderne. Bålene, når affaldet bliver brændt af, og synet af de løse hunde, der med et gammelkendt trick med poten flår skraldeposen op, for at tjekke om der skulle være noget spiseligt indhold. For ikke at glemme markedet med dets kraftige lugt af råt kød og de bugnende, farvestrålende grøntsagsboder. Men eftersom jeg er her i Villa El Salvador som specialestuderende på mit feltarbejde i “Pædagogisk antropologi og globalisering”, og derfor har stukket næsen lidt længere frem, vil jeg meget hellere bruge spaltepladsen på at fortælle om Axis’ rolle her i Villa El Salvador, som jeg efterhånden har kigget en del på. Axis har, som lille, dansk organisation gennem årene, spillet en gigantisk rolle for lokalsamfundet omkring Cepromup.

Axis’ samarbejde med Cepromup ‘Grupo 21’

Axis har siden 1990’erne været samarbejdspartner med Cepromup i den fattige forstad til Lima, Villa El Salvador. I Grupo 21 er kvinder blevet uddannet i håndværksmæssige fag såsom syning, computerlære, bagning og klipning, hvilket har haft en kæmpe betydning for lokalområdet. Kvinderne kunne blandt andet ansøge om at optage et mikrolån, hvis de havde en god ide til at starte egen virksomhed op. Derudover blev kvinderne vejledt i at lave individuelle, realistiske målsætninger ud fra et fokus på personlige styrker og svagheder.

En kvinde der gik på sy-linjen på Grupo 21 blev slået af sin mand derhjemme. På Cepromup lærte hun om sine rettigheder og fik på den måde selvstændiggjort sig. Hun optog et lån, og købte en symaskine. Hendes lille sy-firma voksede. Derhjemme overtog hun betalingen af regningerne, og hun fik sagt fra overfor sin mand, som oven i købet også stoppede med at slå. En anden kvinde mistede en dag sit job. Hun havde tidligere taget bagekurser på Cepromup og startede derfor op som gadesælger foran sine børns skole. Hendes mad var så god, at det endte med at både lærere og elever købte fra hendes vogn. Efter et stykke tid fik hun tilbudt et job som kantinedame på skolen. Et job som hun har den dag i dag og er glad for. På nuværende tidspunkt står de dyre industrisymaskiner og computerlokalet med indhold dog øde hen og samler støv på Grupo 21. Kun en håndfuld kvinder mødes med deres underviser tre gange om ugen for at lære at bage.

Axis og udviklingsprojekterne på Cepromup

Axis har lavet mange projekter med Cepromup. For eksempel Amdena-projektet – et affaldsprojekt – samt Projoven – et ung-til-ung sexual oplysningsprojekt, som berørte mange indbyggere i flere år i Villa El Salvador. Efterhånden døde det dog ud, da nogle af de frivillige frontløbere selv fik job, familie og mindre tid. Projekterne var ellers utroligt velvalgte til området. Affaldet flyder i gaderne, forpester luften og forurener byen. Sex er ikke noget man taler med de unge om, da man officielt venter med at have sex til efter ægteskabet. Seksualundervisning i skolen forekommer, men som en ung kvinde fortalte mig en fortrolig lørdag aften, så havde hendes undervisning bestået af et godt råd fra læreren om, at gik man på toilettet efter en dreng havde været derude, var det meget vigtigt, at man tørrede toiletsædet af, så det var rent og tørt, for at undgå at blive gravid.

Abort er forbudt i Peru. Teengagegraviditeter og teenageforældre er derfor uhyre almindeligt. I 1990 fødte 61 ud af 1000  kvinder mellem 15 og 19 år et barn i Peru. I 2011 var tallet 68/1000 (kilde: globalis.dk)  På 21 år er der intet sket i antallet af teenagefødsler. Den nye regering fra 2016 med præsident Pedro Pablo Kuzcinksy uddeler nu gratis fortrydelsespiller på offentlige sundhedscentre. Måske dette tiltag, og det at emnet nu er på dagsordenen, vil ændre statistikken og få færre til at blive nødsaget til et hårdt liv som ung forælder. Man kan håbe.

Axis og engelskundervisningsprojektet på Cepromup

Sideløbende med de ovenstående projekter, startede Axis i 1999 et engelskprojekt op. I begyndelsen var det danskere, der stod for undervisningen, men det er gennem årene blevet overtaget af peruvianske lærere. Axis har uddannet disse lærere gennem flere år ved at sende danske undervisere til Peru. Projektet er nu bæredygtigt – Cepromup uddanner selv nye lærere, og skolen kører rundt ved hjælp af elevernes egenbetaling.

Med engelsk som færdighed i Peru har du flere muligheder. Tidligere elever er nu blandt andet selv engelsklærere på Cepromup eller andre steder. Nogle er på grund af deres sprogkundskaber ansat på krydstogtskibe og sejler verden rundt og oplever andre lande. Andre har fået mod på at åbne restaurant. Nogle er blevet lærere for børn i private skoler, og andre tidligere elever og lærere på Cepromup er blevet undervisere på anerkendte engelskinstitutter eller har ligefrem åbnet deres egen engelskskole, og på den måde forgrener Cepromup sig i lokalsamfundet.

DANIDA-finansierede projekter stopper

Projekterne ovenfor var DANIDA-finansierede, men stort set alt, undtagen engelskundervisningen, gled stille og roligt ud i sandet på det tidspunkt, hvor pengene slap op. Som dansk NGO med fokus på uddannelse må vi spørge os selv, hvad der skal til for at noget virkelig rykker. Hvordan bliver et udviklingsprojekt til en succes? Og hvad er kriterierne for succes? Er succeskriteriet at det skal være bæredygtigt – eller har et lokalområde også godt af et friskt pust indimellem, som kun er til stede og påvirker for en tid?

I Axis samarbejder vi ofte med lokale organisationer, som allerede er i gang med udviklingsarbejde. Kan projekternes støttekroner blive til en sovepude for de lokale, eller en falsk form for tryghed, da det ikke er den lokale organisation, der har skaffet sine egne midler? At se de tomme lokaler på Grupo 21 er for mig en gåde. Hvorfor starter Cepromup ikke noget op? Det kan ikke passe, at den store, gode bygning skal være en slags spøgelseshus kun med lidt liv i det ene hjørne, når bage-kvinderne kommer hver anden dag.

Engelskprojektet består

Engelskskolen er i et udviklingssprog bæredygtig og har været det i over 10 år. Engelskundervisningen har ramt ned midt i en tendens i Peru. Selvom sproget er vestligt, er selve ideen om engelsk som andetsprog i Peru hjemmedyrket. Tendensen er bred i landet, da den både er folkelig og topstyret. Populærkulturen med musik, film og sociale medier styrer sproget i retning af engelsk, men også ønsket om at rejse og at få et godt job er koblet til engelskfærdigheder. Regeringen har et storstilet mål om to-sprogethed i Peru i 2021, og der bliver investeret kraftigt i engelskundervisning i de offentlige skoler for tiden, blandt andet ved at sende lærere på efteruddannelse. Desuden kræver de fleste universiteter engelsk for at lade de studerende færdiggøre deres uddannelse.

Som organisation er Cepromup på kanten til at blive ren business. Eleverne fortæller stadig, at de vælger Cepromup, frem for et af de mange andre engelskinstitutter, fordi det er billigt, og fordi der er en god atmosfære. Men prisen er steget gennem årene. Lærerne får løn, men de fleste har også brug for et job ved siden af. Manglen på lærernes tid presser nogle gange skolen, så de ekstra arrangementer som Cepromup er så velkendt for, bliver nedprioriterede. I mine øjne er det farligt – for Cepromup bliver tilvalgt fordi det netop er mere end ren business. På Cepromup er lærerne der for en, når man har det skidt. Fødselsdage bliver fejret, og man føler sig betydningsfuld for den man er.
Det store spørgsmål: Hvordan skabes et bæredygtigt projekt?

Tusindvis af liv og familier er blevet berørt af Cepromup gennem tiden. Deltagerne har i dag kundskaber, færdigheder og erfaringer, som de ikke ville have haft uden projekterne. Ud fra mit besøg i Peru er min holdning blevet cementeret: Uddannelse er vejen frem for verden. Men hvordan skabes den bæredygtige og gode uddannelse, som ikke stopper når projektpengene ophører? Engelskundervisningen på Cepromup er et godt eksempel, men den trues til dels også af manglende kreativitet og energi. Forandring skal komme indefra, og jeg tror også, det er derfor skolen har haft så stor succes, da den ramte en nerve i befolkningen – selvfølgelig kombineret med god undervisning, baseret på deltagerorienterede metoder. Udefrakommende påvirkninger giver også nye ideer, men det tager tid. For eksempel kan jeg høre og se, at danskerne stadig er med til at skabe energi og røre på skolen. Dette bør efter min mening udnyttes i endnu større grad. Disse indsigter vil jeg heller ikke undlade at indvie lærerne i – de har givet mig så meget, så et frisk blik udefra og et godt råd er det mindste jeg kan gøre, føler jeg. På fredag laver min studiemakker og jeg derfor en workshop for lærerne med udgangspunkt i observationer fra klasserummet. Vi har set så meget god undervisning, som blot skal deles, så en stor del af workshoppen bliver rammesat deling af undervisningsideer, men vi vil også lægge op til en debat om, hvordan man kan sparre med hinanden og med de danske lærerpraktikanter.

Findes der (stadig) forskellige kulturer i vores globaliserede verden?

For at afslutte min rejseberetning i den stil jeg startede, bør jeg vende tilbage til lidt mere personlige oplevelser, synes jeg. Så hvad har jeg egentlig lært i denne omgang i Peru? Jeg tog ud med en opfattelse af, at mange efterhånden lever på samme måde rundt omkring i verden, og at vi i bund og grund ikke er så forskellige som mennesker. Jeg kunne ikke tage mere fejl. Selvom vi alle drikker Coca Cola, har tv og smart phone og skråler med på titelsangen til Titanic, så er der så mange områder, hvor vi ikke er ens. På samme måde er det med undervisning. Selvom vi underviser i de samme emner, bruger de samme materialer osv. så er der de der nuanceforskelle, som gør os så forskellige. Gang på gang bliver jeg overrasket over noget, som jeg selv oplever som en selvfølge, men som viser sig at være kulturelt betinget og ikke noget naturgivent, som gælder alle mennesker. Det er spændende, det er vildt og det er udfordrende at komme tæt på andre mennesker og at opleve forskelle i normer og værdier på egen krop!

præsentation i plenumsan jorge - bannersan jorge