AXIS søger frivillig projektkoordinator til projekt i Bolivia

Posted i Nyheder | 0

AXIS søger en frivillig projektkoordinator til vores udviklingsprojekt i Bolivia, som sammen med to andre projektkoordinatorer skal koordinere og styre projektet fra Danmark.

Projektet

Projektet påbegyndes i foråret 2019 og det er derfor en enestående mulighed for at være med i projektet fra start.
Formålet med projektet er at styrke unge bolivianeres seksuelle og reproduktive rettigheder gennem integreret kulturel kontekstrelevant seksualundervisning.
Seksualundervisningen skal bygge på et uddannelsesmateriale tilpasset 3 oprindelige folks kultur, sprog, normer, skikke og traditioner som skal udvikles på 6 forskellige seminarier i Bolivia. Derudover skal uddannelsesmyndigheder støttes til at vedtage en handlingsplan for den efterfølgende implementering af seksualundervisning på seminarerne.

Din rolle

Som frivillig projektkoordinator tager du dig af den danske del af projektet og du fungerer som sparringspartner for vores sydpartner, Pueblo Diferente. Du skal i samarbejde med din projektgruppe planlægge projektopstart, monitorering af projektet, planlægge udsendelse af danske medarbejdere, udarbejde afrapporteringer og evaluere projektet. Derudover koordinerer du baggrundsmøder i samarbejde med projektgruppen, hvor projektets udvikling diskuteres løbende, og har ansvaret for samarbejdet med vores sekretariat.

Kvalifikationer og vilkår

Vi har derfor brug for en engageret person, der interesserer sig for og gerne har erfaring med projektstyring inden for udviklingsbranchen (herunder budgetter), og som taler og skriver spansk flydende. Det er en fordel, hvis du har kendskab til Bolivia og/eller til seksualoplysningsarbejde. Som nævnt skal du være indstillet på at indgå i et team.

Vi tilbyder

Via arbejdet som koordinator vil du få yderligere kendskab til projektstyring og projektstyringsredskaber, du vil kunne deltage i kurser både i AXIS og i de forskellige NGO-netværk, som giver indblik i nye og spændende metoder inden for udviklingsarbejde. Du bliver en del af en spændende mindre dansk udviklingsorganisation med engagerede og professionelle ansatte og frivillige. Udfordringerne i projektet kommer i bølger – vores erfaringer siger os, at du derfor kommer til at skulle lægge omkring 3 timer ugentligt (omfatter både møder og hjemmearbejde), dog med meget stor variation.

For mere information om AXIS: www.axisngo.dk

Ansøgninger og CV modtages senest den 15. november 2018 på axis@axisngo.dk

Vil du høre mere så ring til Niels Boe på tlf: 30113806.